Containere, byggeaffald og udtjente trailere med smadrede ruder ligger side om side med moderne, hvidmalede bygninger med møbeldesign og fashionable restauranter.Der er ikke længere både med bananer i Orientbassinet. Og kun et enkelt skib ligger fortøjet ved Kalkbrænderiløbskajen. Kranerne står stille, og her er ikke en sjæl. Kun store bunker af sand, jord og bundsikringsgrus inde bag høje graffitioversmurte plankeværker. Men sådan bliver det ikke ved.Det er her, i Københavns Nordhavn, at hovedstadens nye bydel med plads til 40.000 beboere og lige så mange arbejdspladser efter planen skal rejse sig engang efter 2010. En bæredygtig by på størrelse med indre Østerbro, som snart bliver skitseret, når der til maj udskrives en arkitektkonkurrence for området og dets kajer, bassiner, kraner og siloer.

Længere ude – på den anden side af byggefelterne – ligger Skudehavnen. Et særpræget og meget charmerende sammensurium af træskure, kolonihavehuse og interimistisk opførte containerbygninger. Der er ikke et øje at se. Men erhvervsfiskerne er her. De sidder indenfor i en udtjent skurvogn uden hjul. Seks mand høj omkring et bord til 30 personer. Da vi banker på døren, vil fiskerne først ikke snakke om byudvikling, for det ved de ikke »en skid« om. Egentlig fornemmer man, at de slet ikke ønsker at tale med fremmede. Men så inviterer 60-årige Carsten Hillmann os indenfor på en kop kaffe.

I begyndelsen bliver udbygningen af Nordhavnen slet ikke nævnt. For der er langt alvorligere ting på dagsordenen. Snart truer april 2008. En hel måned med fiskeriforbud af hensyn til genopretningen af torskebestanden. Samtidig er den igen gal med Fiskerikontrollen. »Bornholmeren« er lige blevet knaldet, fordi han opgav mængden af sin fangst med én procents unøjagtighed.

Nu skal fiskere jo pr. definition brokke sig. Men der er også positive sider af livet herude. Carsten Hillmann fortæller, at de både har kølerum og en toiletbygning. Det var der ikke i den gamle Skudehavn i centrum af Nordhavn, som de forlod i 1996, da havnevæsenet skulle bruge området til noget andet. Præcist hvad, ved han ikke.

For der er ikke sket noget endnu. »Vi er glade for den nye havn. Vi fik jo lov til at tage vores miljø med os. Vores huse, skure og containere. Og vi er ret privilegerede. Her er både en smed og en tømrer, der kan reparere alt vores lort. Men vi har også været nødt til at leje pladser ud til lystbåde for at kunne svare havnevæsenet en portion penge. Vi er jo ikke så mange tilbage,« siger Carsten Hillmann

Fællesskabet

I 1996 sad der 23 fiskere rundt om bordet i skurvognen, når der var fuldt hus. I dag er der kun ni aktive erhvervsfiskere tilbage. Senest forlod en kollega branchen, da hans båd sank i havnen. Han mente, det var en kærkommen lejlighed til at gå på efterløn og slippe for flere restriktioner, kvoter, ting og sager. De københavnske erhvervsfiskere er en uddøende race, som ifølge Carsten Hillmann vil være helt forsvundet om få år. Alle er aldersmæssigt sidst i 50erne eller ældre, og der kommer ikke nye til. »Bornholmeren« er dog en undtagelse på kun 38 eller 39 år. Men hans motiv for at tilslutte sig fællesskabet er også, at han har en »sild« inde i byen.

Pludselig peger Carsten Hillmann over på de nybyggede boliger i Tuborg Havn. »Det er bedre at sidde her i hyggelige omgivelser og kigge over på det dér, som de må give millioner for, end at sidde derovre og kigge på os. Er det kønt derovre? Ikke efter min smag.« Fiskerne bryder sig ikke om moderne havnebyggeri. Og de kan ikke forestille sig andet, end at den planlagte bydel i Nordhavn kommer til at bestå af store betonkasser. Et mini-Manhattan. »Hvis jeg var arkitekt, ville jeg nok udlægge en del til rekreativt område. Så ville jeg ikke bygge ret tæt, eller højt, men skabe en masse åndehuller. København er ikke egnet til højhuse. Kun nogle enkelte. Ellers bør man holde sig nede i seks etager som på Østerbro,« siger Carsten Hillmann.

Byliv, bæredygtighed og vand

Omkring fem kilometer derfra i fugleflugtslinje ligger Nordre Toldbod. Der står ikke længere Københavns Havn A/S på dørskiltet ind til den store administrationsbygning, men derimod Arealudviklingsselskabet. Det er det selskab, der skal byudvikle Nordhavn og andre arealer, som ikke længere skal anvendes til traditionel havnedrift. Inde i bygningen er trægulvene bonede, og panelerne er en anelse mere blankpolerede, end det er tilfældet i Skudehavnen. Fra vinduerne i direktionslokalerne på anden etage er der en formidabel udsigt over det indre havneløb, hvor bygninger i glas og stålrammer for længst er vokset op – med Operaen og Skuespilhuset som fyrtårne.

Arealudviklingsselskabets direktør er Københavns tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, og han sidder med en bunden opgave. Nordhavnen skal udvikles, og grundene sælges på forretningsmæssige betingelser, så der kommer nogle milliarder kroner i kassen, som skal være med til at finansiere Metro Cityringen. Men samtidig er det ambitionen, at indretningen af bydelen sker med københavnernes velsignelse. Derfor bliver hele processen som et åbent værksted, hvor borgerne kan kigge selskabet over skulderen og selv få indflydelse på planer og konkrete projekter.

Blev brugt til elastikspring

Jens Kramer Mikkelsen lægger armene over kors. Han bryder sig tydeligt ikke om kritik af de nye byggerier på Midtermolen og Kalvebod Brygge. Eller om at høre, at det er døde områder i glas og stålramme uden det byliv, han ellers går så højt op i. »Man skal vide, at det, der bliver bygget i én epoke, er bundet af de økonomiske vilkår, som gælder på det tidspunkt,« siger Jens Kramer Mikkelsen med adresse til 80erne og 90erne, da København var i krise. Dengang stod der kun en enkelt byggekran ved havnen. Den blev brugt til elastikspring.

Han siger også, at man skal lade være med at være præget af pessimisme. Specielt når man spørger, om tiden er rigtig til at sætte en hel ny bydel på landkortet, når der er stagnation på boligmarkedet, og når der i forvejen findes oceaner af tomme boliger og erhvervslejemål i byen. »Man skal ikke have været i den her branche i mange måneder for at vide, at det går op og ned. At bolig- og erhvervsmarkedet svinger. En helt afgørende lære er, at man skal være klar planlægningsmæssigt, når markedet er der. Det betyder, at man skal forberede sig godt. Også når markedet ikke brager derudad,« siger Jens Kramer Mikkelsen.

Efterhånden er Carsten Hillmann den eneste, som er tilbage i skurvognen. Sådan er det nu om dage. Før i tiden, da der var mange aktive erhvervsfiskere, gik snakken det meste af dagen. Nu går de fleste hjem ved to-tre tiden om eftermiddagen. Carsten Hillmann er også snart den, der er på vej hjem. »Man kan ikke stoppe fremskridtet, men jeg håber, jeg er langt væk, inden de får lavet alt det dér.«